Apr 21 2017

Forårsforbedringer og -fornemmelser

Vi bygger og hygger!

Påsken 2017 fra Marca

Påsken 2017 fra Marca


Apr 3 2017

Vi søger ny kollektivist fra 1. juli 2017

(opdateret juni 2017 – vi har fundet vores mand)

Hejsa!

Vores kære, gamle kollektiv søger en ny person til at flytte ind 1. juli 2017.

Vi er et kollektiv med snart 50 år på bagen med alt hvad det indebærer af historier og traditioner. Til dagligt er vi dog et moderne kollektiv, hvor vi taler om tingene, har højt til loftet og mange gæster.

Vi bor tæt, men med masser af plads, og har valgt hinanden som en slags udvidet familie. Vi deler næsten alt – sorger, glæder, toiletpapir og ladcykel, arbejdsdage (arbejdsuger og -weekender, nogle gange!), hverdag og fester.

Vi spiser sammen fem dage om ugen; hovedsageligt vegetarisk og økologisk. Det hænder dog, at der er hjemmeskudt elg eller gode, gamle danske retter med kød på bordet. Rengøring og større ansvarsområder deler vi også.

Hvem er du?

Du kan være ung eller gammel, tyk eller tynd, højrøstet eller stille. Det vigtigste er, at du har lyst til at bo i kollektiv og kaste din energi ind i et forpligtende fællesskab. Måske har du prøvet noget lignende før, det er ikke vigtigt, bare du er nogenlunde bevidst om, hvad du forventer af kollektivlivet.

Vi kan desværre ikke tage imod ansøgere med børn eller dyr denne gang.

Hvem er vi?

Fra 1. juli er vi 9 voksne andelshavere (du bliver nr. 9), en teenager på 2/3 tid og en onkel fra Amerika af ældre dato. Vi har også toiletfisk, en gammel kat og (lidt endnu) en grøn papegøje. Vi er tre kærestepar i huset, så måske kommer der også kollebabyer til.

Vi er studerende, selvstændige, arbejdende, søgende, engagerede, fulde af holdninger, drømme og respekt for hinanden. Det er vigtigt for os at have styr på hverdagen og rutiner (det kører ret godt) og at have det godt sammen.

Men det er også vildt vigtigt at lave og udrette fede ting sammen: Det er både at bygge drivhus, renovere vores store, gamle hus, lave have, male vinduer og meget mere. Det er også at holde stor årsfest, nytårskur for tidligere beboere, nogle gange en sommerfest, ind i mellem en huskoncert eller noget helt syvende.

Vi glæder os til at læse en ansøgning fra dig. Skriv lidt om, hvem du er, og hvorfor du gerne vil bo i kollektiv på denne her måde.

Kærlig hilsen Frederik, Bertil, Anne, John, Marie, Jorge, Emilie, Troels, Douglas og Lærke

Det praktiske:

Vi skal have din ansøgning på mail kollektivetmaoslyst@gmail.com

– senest den 20. april kl. 23.59.nul.dut

Rundvisninger er søndag den 7. maj – vi ringer og inviterer dig. (OBS – husk et tlf.nummer i ansøgningen.)

Samtaler foregår den 22., 23. og 24. maj – vi vil nemlig gerne finde dig før 1.6.

En andel koster 20.000. Værelset koster ca. 3500-3800 kr.. Madpenge er 1400 kr. per måned.

Indflytning er 1.7.2017.


Mar 1 2017

Ny farve på køkkenet!

Det meste af uge 7 gik med det her og maling… Vi er næsten færdige…

(Cliffhanger…)


Dec 22 2016

Jul og nytår 2016

Årets julehilsen fra Douglas og Marca i Berlin.


May 5 2016

Maos Lyst søger nye husvenner (lukket for ansøgninger)

Ditte og Dennis og deres dejlige unger skal videre på livets eventyr, så vi søger nye beboere til vores skønne kollektiv. Vi er landets ældste, nulevende kollektiv med stolte traditioner og sjove historier i væggene, men mest af alt er vi et moderne hjem, hvor vi omgås og holder af hinanden som en udvidet familie.

Fra 1. august består denne familie af 8 voksne mellem 26 og 44, en knægt på 14, en onkel fra Amerika af ældre dato, en tyk kat, syv høns, en papegøje fra Jylland og et ukendt antal fisk.

Og måske er dig?

Vi deler det meste i Maos Lyst; maddage, rengøring, aviser, havearbejde, vedligehold af huset, musik, fester, sorger og glæder. Vi har faste maddage og spiser sammen søndag til torsdag. En er veganer, en håndfuld er vegetarer og nogle nyder egenskudt elg fra fryseren. Vi køber fortrinsvis økologisk mad, og om sommeren dyrker vi grøntsager i vores skønne baghave, plukker kirsebær i forhaven og slikker sol på terrassen.

Vi har månedlige arbejdsdage, hele arbejds-/have-weekender flere gange om året og planlægger ind imellem hele arbejdsuger, hvor vi kommer ajour med nogle af de store vedligeholdelsesopgaver, som det gamle hus kræver af os. Selvom det er dejligt at være praktiske sammen, holder vi også nogle sjove fester, heriblandt en stor årsfest, huskoncerter, julestue, sommerfest og en nytårskur for alle de gamle kollektivister.

Alle beboere er andelshavere (der er 10 andele). Indskuddet er 20.000 kr., huslejen er på cirka 3.500 kr. og de månedlige madpenge beløber sig til 1.400 kr.. Tilsammen dækker det alt fra aviser til rengøringsartikler, morgenmad, internet, tandpasta, kattemad og meget mere.

Vi leder efter nye husvenner, gerne med kollektiverfaring, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du ønsker at indgå i vores kollektive familie og har lyst til at bo et sted, hvor vi investerer tid og energi i vores hjem – energi, som vi får 100 gange igen. Fællesskabet forpligter og beriger – især når vi springer over, hvor gærdet ikke er lavest. Vi prioriterer højt at du har lyst og ikke mindst tid og overskud til at bidrage til huset. Vi glæder os  helt vildt til at hoppe højt sammen med dig! Du kan læse mere om os og vores vidunderlige hus på maoslyst.dk.

Send din ansøgning til kollektivetmaoslyst@gmail.com senest den 23. maj.

Vi viser rundt den 26. og 27. maj om eftermiddagen/aftenen og den 29. maj om formiddagen.

Vi holder samtaler mellem den 2. og den 14 juni.

Noter det i din kalender allerede nu!

Indflytning er den 1. august.

Med ønsker om en god boligjagt fra os alle i Maos Lyst.


Mar 16 2016

Forår på balkonen


Dec 22 2015

Glædelig Jul fra Maos Lyst

Maos Lyst


Dec 20 2015

Fremlejer januar 2016

Hej, er du vores nye ven?

Vi fremlejer et stort, lækkert værelse i Maos Lyst i januar måned (fra nu af). Så har du lyst til at bo i kollektiv i en måned, så skriv lidt om dig selv til kollektivetmaoslyst@gmail.com.

Du kommer til at blive en del af en livlig hverdag med forskellige, tossede mennesker, faste maddage og ansvarsområder, som du også er med i.

Om os:

Vi er 9 voksne (ud over dig), 3 skønne deleunger på 6 år, 7 år og 14 år – plus en lillebitte ny baby.

Nogle arbejder, nogle studerer, nogle danser, nogle laver yoga, nogle fælder træer, nogle spiser ikke kød og andre animalske ting, nogle vinterbader, nogle har kærester osv. osv.

Inde i huset har vi to katte, der dog er meget ude og en tam papegøje. I haven har vi fire høns og to løbeænder.

Praktisk:

Værelset er ledigt fra nu og til slut janaur (med mulighed for en smule forlængelse).

Det møbleret, ca. 16 kvadratmeter, og huslejen er 3699 kr.

Derudover betaler du 1400 i madpenge – det dækker alle måltider, der hovedsagdeligt at økologisk og oftest vegetarisk/vegansk med kød on the side.

Du bliver inviteret ud til mad en aften og til at sige hej, inden du flytter ind, så vi lige kan mærke om kemien er der – begge veje.


Sep 16 2015

Hellerup Hell Racers

Maos Lyst

Click on the picture if you dare


Feb 24 2015

MUSIK i Maos 6. marts

Vi fortsætter vores række af kulturelle aftener i Maos Lyst. Marts måneds event er en dobbeltkoncert.

Britiske Rowan Coupland tager sin keltiske harpe under armen og guitaren over skulderen, mens Featherweights pudser de svenske vokaler af, og måske giver de – Linus og Linnea – et nummer på vores ny husklaver.

Dørene åbner kl. 20. Musikken går på senest 21.00.


Der vil være billig bar – overskuddet går til kunstnerne. Så husk kontanter ELLER at downloade mobilepay/swip. Jep, har vi også nu…

Tilmeld jer meget gerne vores event på facebook, hvis du kommer, så vi kan planlægge godt.

Lidt mere info her:

FEATHERWEIGHTS er lyden af Linus’ guitar og Linnea’s keyboard and saxofon. De to svenskere elsker fængende melodier og synger sange og historier fra deres liv, sange om sommeren is, men også om det, man kan være bange for.

Lyt her: http://featherweights.bandcamp.com/

ROWAN COUPLAND er sanger, sangskriver og multiinstrumentalist. Han spiller neo-folk med et humoristisk glimt i øjet
Han kombinere en klar vokal med både indlevende guitar og harpeharmonier, og til tider optræder han også med klarinet, xylofon, violin og orgel.
Han sidste plade blev kåret ”album of the year, 2012” af Brighton Music Blog.
Briten Coupland startede sin karriere på folk-scenen i Brighton og London, men har nu base i Berlin.

Lyt her: http://www.rowancoupland.com/

♥ Maos Lyst