Jun 26 2023

VI SØGER NY ANDELSHAVER MED INDFLYTNING D. 1. OKTOBER 2023

Maos Lyst

Ansøgningsfrist d. 30. juli 2023

Maos Lyst er efter vores mening det dejligste hjem – og vi står nu og leder efter den helt rigtige, der vil bo sammen med os i vores storfamilie.For at holde en jævn kønsbalance i huset søger vi specifikt en kvinde/nonbinær i 20’erne – gerne med lyst og mod til at gå i haven og gøre den spiselig, frodig og smuk! Hvis ikke, så søg alligevel 😉Drømmer du om at bo i en stor villa sammen med 12 andre smukke kollektivistiske sjæle (ti voksne og 2 børn + 1 dejlig kat med et omskifteligt navn og et omskifteligt antal fisk) som sammen skaber et levende hus med plads til både dagligdagsrutinerne og det ekstravagante kolleliv?

Huset er en stor patriciervilla fra start 1900-tallet. Vi har forhave, baghave, cykelskur, garage, drivhus, bålplads, køkkenhave, altan, terrasse, gæsteværelse, vægmaleri, brændeovn, stue og et temmeligt stort køkken-alrum. Alle andelshavere har deres eget værelse.Huset ligger i Hellerup med 25 minutter til Rådhuspladsen på cykel og 5 minutters gang til Hellerup Station i den ene retning og havet i den anden retning.

Et levende hus
Maos Lyst er et levende hus, hvor vi laver forskellige ting og er forskellige steder i vores liv. Det er vores erfaring, at forskellighederne er kollektivets styrke, fordi det holder stedet levende og fordi alle rykker sig for at møde hinanden.Der er efterhånden kommet mange mennesker gennem kollektivets 55-årige liv, som har fået et specielt forhold til huset, og som stadig holder kontakten. Det elsker og ærer vi og fejrer det med en årlig nytårskur. Desuden holder vi årligt en kæmpe, legendarisk fest for alle vores venner og også meget gerne mere intime fortælleaftener, huskoncerter mv.. Vi holder bare generelt meget af at få folk ind ad døren, både gamle beboere og nuværende beboeres venner og familie.At bo i hus kommer også med et stort ansvar for vedligehold. Det gør vi gennem arbejdsdage, løbende reparationer og større renoveringsprojekter, hvor alle bidrager. Vi tager hånd om vores fællesarealer og sørger for at rydde op, tage vores rengøring og finde på kreative idéer til indretningen. Vi har fokus på at skabe et dejligt sted med hjerterum, varme, højt til loftet så vi har lyst til at bruge vores tid sammen.Store beslutninger tager vi i fællesskab. Vi holder husmøde hver anden onsdag – skiftevis praktisk og socialt. På det praktiske husmøde har vi fokus på vedligehold og koordinering og på det sociale fokuserer vi på det sociale, hvordan vi hver især har det og laver noget sjovt sammen.

Mad og fællesspisning
Vi spiser sammen fra søndag til torsdag og har hver en maddag om ugen, som vi deler med en medkollektivist. Vi lægger hver 1.400 kr. om måneden, så der altid er noget i køleskabet. Vi spiser så økologisk som muligt og gerne med grønt fra haven.

Hvor i Maos skal du bo?
Det ledige værelse i huset er et af husets største og det ligger i kælderen. Værelset er opdelt i tre afdelinger – to mindre og et større. Huslejen er 3920 kr./mdt.Du kommer til at bo medWillo, 2 år – Silas, 5 år – Bertil, 21 år – Ida, 28 år – Helena, 29 år – Leon, 36 år – John, 36 år – Anne, 38 år – Anders, 43 år – Marie, 45 år – Frederik, 51 år – Jorge, 54 år.

Hvem leder vi efter
Vi leder efter en ny kollektivist, som:- vil det nære fællesskab og prioriterer tid i huset- vil deltage på lige fod i kollektivet med sine medkollektivister i hverdagen, til arbejdsdage, til husmøder, til maddage og på sit rengøringsområde.- gerne vil involvere sig i sine medkollektivisters liv- gerne vil bo i et hjem med diversitet og mennesker, som har forskellige aldre og er forskellige steder i livet- tager initiativ og/eller er med på andres fx i haven, i værkstedet, og sociale initiativer i hverdagen og til fest- har lyst til at bo med børn og kat

Pengesager
Den månedlige husleje for det ledige værelse ligger på 3920 kr. inkl. forbrug. Derudover de 1400 kr. til madordningen. Vi er organiseret som en andelsforening, der ejer huset. Det betyder at du køber dig ind ved at lægge et depositum på 20.000 kr., som du får tilbage ved fraflytning. Som husejer betyder det også, at vi hæfter solidarisk for lånet i huset. Huset har en sund og bæredygtig økonomi.

Processen herfra
Hvad har du at bidrage med i fællesskabet, og hvad har du lyst til at skabe?Send os nogle ord om dig selv til mailen nedenfor, og fortæl gerne hvorfor du kunne forestille dig at bo lige her, samt nogle tanker om, hvad du kommer til kollektivet med. Inkluder gerne et billede eller to af dig selv i ansøgningen. Det gør det lettere for os, når vi laver rundvisninger at sætte et ansigt på ansøgningen.Efter at have læst alle ansøgninger inviterer vi nogle udvalgte på rundvisning i huset, hvor du får lejlighed til at se, om du kan forestille dig at bo i Maos Lyst, og vi kan få et indtryk af dig. Derefter inviterer vi nogle stykker på middag, hvor vi får lejlighed til at tale mere sammen om, hvad vi kan skabe i fællesskab.

  • Ansøgningsfrist d. 30. juli
  • Rundvisninger: d. 19. og 20. august
  • Samtaler: d. 23. august og 24. august

Send din ansøgning til: Kollektivetmaoslyst@gmail.com

Har du spørgsmål til det ene eller andet, så send os endelig en mail.

Vi glæder os SÅ meget til at høre fra dig!

John, Anne, Bertil, Jorge, Frede, Marie, Ida, Leon, Helena, Willo, Silas og Anders